For vikarer

Events

Herunder den korte version af de sociale events, vi har holdt i Medikom.

Medikom Festival, den 3. februar 2018
DOK5000 dannede rammen om årets Medikomfest. MH bød velkommen til det nye koncept: Medikom Festival og Medikom som Rescue Force for kunderne – den opmærksomme læser vil bemærke referencen til aftenens underholdning:-)

Vi forsynede os med lækre streetburgere, pandekager og masser af drinks og øl i bedste festivalstil- og stemning.

Stort tillykke til Mette Winther, Jens Johansen og Anders D. Spatzek, som blev kåret til årets medarbejdere. De har alle taget mange vagter og springer til ved behov – typisk til almindelig løn.

Klokken 22 gik MH på scenen og løftede sløret for aftenes live act: SAVEUS sparkede for alvor gang i festen – veloplagte og velspillende. Levitate me afsluttede en intens og intim koncertoplevelse.

Dansegulvet var hele aftenen fyldt med feststemte Medikom’ere.

Tak for en fed festival! Link til billederne er sendt i nyhedsmail.

Medikom 11 år på Posten, den 21. januar 2017
Tak for en forrygende fest!

MH bød de 70 gæster velkommen til Medikoms 11-års fødselsdag i Postens intime rammer og gjorde status over et succesfuldt og fremgangsrigt 2016 – takket være en enestående teamspirit.

Kai Thor serverede en velsmagende 4-retters menu med tilhørende smagfulde vine. Traditionen tro kårede MH årets medarbejdere: Mikkel Thrane, Ida Nielsen og Lytfi Krasniqi – alle fleksible, loyale og dedikerede Medikom’ere. Stemningen var i top, og Medikoms slagsang blev genindført.

Efter middagen introducerede MH aftenens eksterne indslag, som tematisk lå i forlængelse af sidste år. Hjerne-Madsens entré udløste et stort bifald. Hurtigsnakkende og humoristisk guidede Peter Lund Madsen os igennem hjernens udvikling med garanti om højere karakterer til eksamen. ‘Menneskehjernen til hverdag og fest’ blev passende afrundet med alkohols påvirkning af hjernen, og så var baren åben. Hyggelige snakke, festligt Beer Pong og ikke mindst et livligt dansegulv i skøn forening satte punktum for en medrivende Medikomaften.

Vi glæder os allerede til næste år:-)

Medikom 10 år på Posten, den 16. januar 2016

Tak for en mindeværdig aften.

Postens lounge lagde intim ramme til fejringen af Medikoms 10 års fest. Under det hyggelige bjælkeloft bød MH velkommen med en kort status over årene, som har bølget op og ned. Essensen er, at Medikom altid overlever i kraft af et stærkt team af vikarer i marken og et vedholdende team i Medikom Staff – også når uforudsete hændelser indtræffer.

Kai Thor serverede en udsøgt, delikat 4-retters menu. Inden desserten kårede MH årets medarbejdere – The Fabulous 4: Tillykke til Daniel Skovgaards, Frederik Jøhnk, Nicolai Schiellerup og Holger Munck, som både individuelt og fælles – bl.a. i forbindelse med projekt Hospital Hjemme – har ydet en solid faglig og fleksibel indsats. Jubilæet bød også på kåringen af Medikoms første æresmedlem: Marianne Vogsen, som har været med siden den spæde start. Fra sin tid som kiropraktorstuderende vikar over medicinstuderende underviser til lægefaglig konsulent. Mariannes engagement, integritet og loyalitet er uforlignelig.

Efter en velsmagende middag skulle de øvrige sanser udfordres. “I føler sikkert ofte, at Medikom fucker med jeres tid. Nu vil vi se, om det kan lade sig gøre at fucke med jeres hjerne”, lød MH’s introduktion. Alle rykkede forventningsfuldt nærmere og kvitterede med et stort bifald, da Jan Hellesøe veloplagt indtog scenen. Han leverede et fængslende og intenst show, hvor de naturvidenskabelige hjerner blev vredet og sat på prøve. Flere vikarer var på scenen og reagerede – ligesom resten af selskabet – med forbløffelse og forundring, når Hellesøe ramte plet.

Ovenpå den psykologiske manipulation var det tid til håndgribelige drinks og DJ. Baren var traditionen tro et tilløbsstykke. Snakken og dansen gik livligt, inden gæsterne begav sig ud i Odenses frostklare nat.

Medikomfest på dokken, den 17. januar 2015
Tak for en hyggelig og inspirerende aften med:

  • DOK5000 som rustik ramme
  • Delikat 5-retters menu med medicinsk tema
  • Halvårets medarbejder – uforlignelige Holger Munck
  • PT. Jammin’…med overlæge Cold på flere instrumenter
  • Drinks x mange og festlig stemning i baren:-)

Stemningsbilleder kan ses via link i nyhedsmailen den 26. januar.

Cool Københavnerstemning, den 13. september 2014
Tak for en hyggelig og stemningsfuld aften i intime rammer.
Terroiristen sørgede for udsøgt tapas og tiramisu akkompagneret af autentiske, varierede og jordbundne vine. Og I sørgede for at udfylde rammerne til perfektion.
Sammen skabte vi en magisk aften uden brug af eksterne tryllekunstnere – bortset fra Stefan.
Tillykke til halvårets medarbejder, Lytfi – ligesom mange andre tryller han på afdelingerne i hverdagen.
Stemningsbilleder kan ses via link i nyhedsmailen den 19. september.
Goma Get-together, den 18. januar 2014
60 Medikom’ere var samlet på denne frostklare vinteraften, hvor håndbolddrengene tryllede mod Spanien i Boxen i Herning, og Mox tryllede indtil flere ure væk på Goma i Odense. Selvsamme illusionist var næsten ikke til at stoppe igen.
Sushien og de øvrige indslag i menuen var i top. MH afrundede middagen med at kåre Ole Kristoffer Larsen som årets medarbejder 2013 – til stor jubel. Medikoms slagsang blev sunget, og så var det tid til flere drinks og mere snak.
Goma dannede perfekt rammen om en festlig, sjov og mindeværdig aften, hvor en del af vikarerne fik sat ansigt på hinanden og på Medikom Staff.
“Flere fester, tak” udtaler vikarerne.
Stemningsbilleder kan ses via link i nyhedsmailen den 24. januar.
Girafparty, den 29. november 2012 på Grand Hotel
40 vikarer kom for at møde girafferne i Medikoms administrative team og hinanden.

Marianne Hammer introducerede alle – ikke mindst de mange nyansatte – til Medikoms koncept, værdier og det virkelige liv i vikarbureauet.

En rigtig hyggelig dag med gløgg & æbleskiver og input til og fra alle.

Medikom Lounge Party, den 23. januar 2010
Hyggelig og festlig aften på Café Kræz d. 23. januar. God tapas, delikat buffet og et overflødighedshorn af kager var recepten på det spiselige indslag. Ledsaget af masser af våde varer i løbet af aftenen i form af Mojitos, Frozen Bandits, White Russians, Creamy Strawberries m.m. udfyldte vikarerne som altid rammerne og mere til.

Tillykke til halvårets 3 medarbejdere. Christian Emdal aka løven/maratonløberen og Kasper Assersen, som blev kåret in absentia, men med direkte telefonforbindelse til Val Thorens, hvor Kasper med højlydt jubel kvitterede for titlen. Kasper Bus aka Dagens Mand skulle heller ikke snydes for æren. Ligesom de to andre udviser han stor fleksibilitet og faglighed og er – også i eksamensperioden – trådt til, når der var akut behov. Dertil forstår han til fulde at sælge Medikoms koncept til kunderne.

MariaMatilde Band sparkede efter middagen gang i dansegulvet med god energi og 80′er inspireret pop.

Julegaverne – sort hættebluse med Medikom tryk samt digtsamlingen Perfekte brudStykker – blev uddelt.

Linket til festbillederne er udsendt i nyhedsmail den 1. februar.

Gi’ lungerne til ungerne
Klik her for at læse om den store børneastma-event – med Medikom som hovedsponsor – som løb af stabelen den 3. oktober 2009.

Sommerfest Kvægtorvet, den 22. august 2009
Endnu en god Medikom-fest. Denne gang i kreativitetens tegn med Gi’ lungerne til ungerne som tema. Et projekt med Astma-Allergi Forbundet, som Medikom har givet kr. 500.000 til.

Efter velkomst og introduktion til den kreative leg gik de 10 grupper i gang med udfordringen: Mal acryl på lærred over temaet Gi’ lungerne til ungerne. Iført hvide heldragter, maling og pensler blev der under den åbne, blå himmel gået entusiastisk og engageret til opgaven.

Knap to timer senere stod 10 farverige, inspirere(n)de malerier klar til bedømmelse af kunstnerne Anne Sophie og Line i samråd med Marianne. En eventyrlig astronaut-tubby med lungevedhæng og en grafisk træsymbolik blev dagens to vindere, men alle skal takkes for en meget flot og dedikeret indsats.

Malerierne udstilles og sælges på Værket i forbindelse med Gi’ lungerne til ungerne eventen d. 3. oktober, og overskuddet går ubeskåret til Astma-Allergi Forbundet.

Efter de kreative udfoldelser serverede Kvægtorvet en lækker, kulinarisk grill-buffet og dessert. Tradition tro kårede Marianne halvårets medarbejder. Prisen på kr. 10.000 tilfaldt Nick Vangsgaard, som til fulde efterlever Medikoms værdier.

Senere på aftenen var der drinks og dans med DJ Jon – Take a Load of your Feet. Både i gården og indendørs, blandt husets værker af Trampedach, Kvium, Carl-Henning Pedersen og H.C. Andersen, blev rammerne fyldt ud med masser af hygge og snak, og således blev der sluttet ring om dagens kunstneriske tema.

Linket til festbillederne er udsendt i nyhedsmail den 26. august.

Magisk Medikom Moment – Nytårskur, den 16. januar 2009
En fortryllende aften i selskab med 170 gallaklædte gæster. Harridslevgaard Slot dannede den stemningsfulde ramme om årets nytårskur og fødselsdag. Mystiske Mr. Mox sørgede for magien under velkomstdrinken, inden de forventningsfulde gæster indtog vindeltrappen op til den stearinoplyste Riddersal.
Pia Irming overrakte værtindegave fra selskabet til Marianne – herunder et relieftryk af den lille tovholder.

Under den velsmagende middag kårede Marianne halvårets medarbejdere – denne gang hele 5 af slagsen. Søren Roshave Madsen, Søren Sandager Petersen og Schannie Jespersen for deres indsats i marken, mens Lone og Sandra fik et jokerkort for deres indsats på vagtpasserpinden. Til lykke.

Aftenens største bifald tilfaldt De Sorte Spejdere, da de til alles overraskelse trådte ind i Riddersalen. Veloplagte underholdt Anders & Anders, og satiren flød ud over sundhedssektoren, Medikom m.m. Og i bedste radiostil sluttede de af med en gang tillidsbingo.
Herefter gav spejderne depechen videre til Kjeld Tolstrup, der med suveræn dansemusik sørgede for, at der var gang i dansegulvet fra start til slut.

Inden busserne satte kursen mod Odense, blev julegaven – en sportstaske eller rygsæk med Medikom logo – uddelt.

Linket til billederne fra festen kan ses i nyhedsmailen fra den 22. januar.

Beach Party, den 23. august 2008
Vi håbede indtil det sidste, at vejrguderne ville være med os. Og solen brød da også næsten igennem det tykke skydække, da MH kl. 15.30 bød velkommen på Hotel Faaborg Fjords strand. Regnvejret var heldigvis ingen hindring for dagens udfoldelser i vandsport. De fleste prøvede en eller flere ture i hurtigbåden, som til fulde levede op til sit navn. Mange iførte sig desuden våddragt og kastede sig ud på banan, sofa og andre gummidyr – ikke alle blev siddende, men måtte en tur i bølgerne. En gruppe prøvede kræfter med vandski. Og på yachten kunne man imellem aktiviteterne nyde et glas champagne.

Sulten havde indfundet sig, da vi indtog grill-buffeten. Traditionen tro kårede vi halvårets medarbejder – i år Pia Irming – garvet vikar, som til fulde efterlever Medikoms værdier med sin fleksible, stabile og kompetente arbejdskraft. Slagsangen blev sunget og Medikom caps delt ud.

Jonatan Spang spiddede familien og den stive onkel, som han straks spottede blandt de knap 100 feststemte deltagere. Masser af grin blev det til, og herefter leverede jukeboksen musik til dansegulvet. Der blev danset, snakket og som altid drukket rigtig mange drinks.

Vi havde skabt rammerne, og I fyldte dem perfekt ud.

Murder Mystery, den 19. januar 2008
En eventyrlig nytårskur i selskab med 110 flotte, festklædte vikarer og ledsagere. Holckenhavn Slot lagde rammerne til mordgåden, som ledte os gennem atmosfærefyldte kældre og korridorer. De fleste opklarede sågar mysteriet efter møderne med retsmedicineren, overtjeneren, teknikeren og politimanden.

Middagen – kreeret af Munkebo Kro – blev indtaget i riddersalen sammen med taler, sang og julegaver. Herefter kaffe og avec i slottets mange hyggelige stuer, hvor ilden i pejsen lyste op. Der blev snakket, danset, drukket masser af drinks, grinet og snakket mere. Billeder fra festen følger snarest.

Vi håber, at løbetrøje, sokker og paraplyer kan holde jer varme, til vi ses til sommerfesten. Vi glæder os allerede.

Sommerfest & bowling, den 22. juni 2007
Efter at have taget kegler – i mere eller mindre elegant stil:-) blev det tid til middag for 90 m/k, taler, sang, kåring af bowlingvinderne samt halvårets medarbejdere. Til lykke til Metin og Vidar. Og så kender I hver især resten af aftenen med masser af våde varer, snak og hygge.

Dejligt at se så mange glade vikarer og ledsagere.

Fødselsdagsfest & vinsmagning, den 19. januar 2007
Med 10 spændende vine til smagning var grunden lagt til en rigtig festlig fødselsdagsfest og nytårskur med middag, taler, sang, hygge, snak, dart og dans på Klos Ands.

Sommerfest, den 30. juni 2006
Medikoms første fest, som blev afholdt på Klos Ands i Odense.